Jesper Ryberg

Jeg har altid villet på universitetet. Men hvad jeg ville læse, har ændret sig gennem tiden. Det var i løbet at min tid som ph.d.-studerende, at jeg for alvor blev suget ind i forskningens verden.

Jeg har lavet en ph.d.-afhandlingen og siden en doktorafhandlingen. Min ph.d.-afhandling drejede sig etiske problemer, der rejser sig i forbindelse med overbefolkning. Min doktorafhandling omhandlede rationaler for, hvor hårdt forbrydelser bør straffes. Det var altså i begge tilfælde tale om arbejder inden for etikken, som er et af filosofiens store forskningsfelter.

Hver gang man begiver sig i lag med en forskningsmæssig udfordring, åbner der sig en række af efterfølgende udfordringer. For mig har der dog ikke været ét enkelt problem, som har været det største eller mest udfordrende.

Bestemt ja! Men både forskning og formidling tager tid, så det gælder om at finde den rette balance.

Overhovedet ikke. Men hvad der er mere vigtigt: Man behøver ikke være nørdet for at elske at forske, ligesom man ikke behøver at være overfladisk for at kunne sælge varen.

Alle forskere bør se det som en naturlig del af deres job at formidle deres forskning. Universitetet er ikke kun forskernes eller de studerendes, det er alles. Som forskere er det afgørende, at vi bidrager til at videregive viden, kvalificerede debatter, og medvirker til at tilfredsstille den videnslyst mange har uden for universitet.

Til at træffe mere kvalificerede beslutninger. Hvordan skulle man kunne løse klimaproblemerne uden at inddrage forskning i, hvad de mulige konsekvenser af vores beslutninger er? Inden for mit forskningsfelt – etikken – er hovedopgaven, at bidrage til at løfte vores stillingtagen til samfundsmæssigt vigtige spørgsmål, fra vores mange mavefornemmelse op i hovedet. Kort sagt, at træffe mere fornuftige beslutninger. Ph.d.-forskning er her ikke spor anderledes end anden forskning.

Det er vigtigt, at der opnås en forståelse for, at forskning ikke skal give et hurtigt samfundsmæssigt afkast. En tendens til at måle forskning på dens mere umiddelbare anvendelighed, vil være til skade for både forskningen og samfundet på længere sigt. Det er en vigtig udfordring at gøre dette klart for alle, der forventer at se resultater af de skattekroner der bruges på forskning.

Inden for mit eget felt har jeg store forventninger til den forskning der i disse år bedrives i krydsfeltet mellem neurovidenskab, eksperimentel moralpsykologi og etik.

Jeg må indrømme, at mit kendskab til topforskere inden for andre forskningsområder end mit eget, er noget begrænset. Forskning er i dag en så specialiseret beskæftigelse, at man ikke har en ærlig chance for et kende selv de bedste folk inden områder, man ikke selv er nogenlunde velfunderet i.

1) Vær beredt på at du kommer til at dræbe nogle ”darlings” – alle problemer kan ikke løses i én afhandling. 2) Kom i gang med at skrive hurtigt – det giver ro og selvtillid at have produceret/publiceret noget. 3) Vær ærlig – lad være med at lade som om du kan mere, end du kan, og sig til din vejleder, hvis tingene ikke føles rigtige. 4) Husk at det er hårdt er være ph.d.-studerende – man skal lære at forske, samtidigt med at man skal yde forskningsresultater. Så der er ingen skam, hvis man føler det er et hårdt arbejde.