Jacob Friis Sherson

Jeg kan huske en oplevelse fra min opvækst i Vejle. Jeg kørte med min far op ad den stejle Horsensbakke og kan huske at jeg spurgte ham hvordan han vidste at han skulle være i tredje gear lige der. Jeg troede nemlig at det at lære at køre bestod i at lære hvilket gear man skulle være i på samtlige lokationer. Min far sagde, lyt til motoren, så ved du det. Det var for mig en meget dyb erkendelse: at man med et simpelt regelsæt kunne gøre så meget og øsnket om at kende de fundementelle regler for universet har fulgt mig lige siden. Derfor fascineres jeg af fysikken og af kvantefysikken især men også af økonomi og hjerneforskning, fordi også disse er utroligt komplekse systemer, hvor man kan gå på jagt efter dybere erkendelser omkring de fundamentelle mekanismer.

Jeg lavede PhD i kvantefysik hvor jeg studerede fænomener som superposition og entanglement af atomare systemer. I 2004 lavede vi verdensrekord i over hvor lang afstand man kunne skabe atomar entanglement og i 2006 brød vi rekorden for en fascinerende kvanteeffekt, teleportation, der tillader næsten instantan og immateriel transport af tilstande af kvantesystemer over store afstande. Det var et af de spæde skridt mod hvad vi i dag håber kan blive kvantecomputere med næsten utænkelige mængder af regnekraft og et nyt global kvanteinternet med hurtigt og garanteret sikker kommunikation.

Den største udfordring som forsker er at formulere en ambitiøs og risikabel plan for sit projekt og så holde ved i de lange måneder og nogle gange år det varer før alle brikker endelig falder på plads. Det kræver hårdt arbejde og jo mere ambitiøs man er, jo mere modgang vil man møde undervejs. Til gengæld får man den helt unikke oplevelse at have skabt eller erkendt noget som ingen endnu har gjort, og derved tilføjer man endnu en lille brik til hele menneskehedens forståelse.

Selvfølgelig! Min opfattelse er, at formidling er med til at skabe perspektiv, ikke bare for tilhøreren men også for forskeren selv. Det gør forskningen langt stærkere, hvis dens større samfundsmæssige konsekvenser og relevans eller bare fascinationspotentiale bliver ”trykprøvet” i konstant populær formidling og diskussion.

Hver forsker skal findes sin egen personlige måde at formidle sin forskning. Det vigtige er, at tilhøreren kan mærke fascinationen og oprigtigheden. Personligt bekymrer jeg mig ikke så meget om mine tilhørere kan følge og forstå alt hvad jeg siger, for det kan jeg heller ikke altid selv J. Det vigtige for mig er at skabe en stemning af fascination for emnet. At kunne mærke suget af en dybde som man føler sig lige på nippet til at kunne forstå men virkelig godt kunne tænke sig at høre mere om …

Det mest essentielle i formidling er at det er drevet af en frivillighed og en dyb interesse for at indvie andre i éns fantastisk spændende forskning. Der kommer i noget godt ud af tvang og kvoter, men jeg føler at det styrker éns personlighed og forskning at formidle og jeg under alle unge forskere den store glæde det er at have en hel sals opmærksomhed omkring netop sin forskning.

En stor del af forskningen i dag bliver drevet af og med PhD studerende, så det er helt centralt for hele samfundet. Samarbejdet mellem vejleder og PhD studerende er en unik mulighed for at kombinere lang tids erfaring med nyskabelse og gå-på mod. I formuleringen af et projekt bliver begge parter nødt til at tage tidligere års forskning op til genovervejelse og spørge hvordan den viden vi har lige nu bedst kan føre til nyskabende erkendelser indenfor de næste få år. Det er dermed en mulighed for konstant at skabe vitalitet og dynamik i forskningsudvikling, hvilket jeg tror er essentielt for at sikre at forskningen konstant er modtagelig for impulser fra samfundet og bedst gearet til at levere tilbage til samfundet som det er netop på det tidspunkt.

Den største udfordring for forskningen er den største udfordring for samfundet: hvordan skaber vi optimal balance mellem den menneskelige og den kunstige intelligens. Ligesom i mange andre ervherv, vil vi i forskningen blive udfordret til at redefinere, hvordan vi arbejder med vidensskabelse i en fremtid, hvor algoritmer vil kunne levere mange svar på et split-sekund.

Forskningen indenfor menneske-computer hybrid intelligens og implementering i alle grene af forskning. Selvom det ofte føles som om AI er på nippet til at overtage alle menneskelige domæner, er der en bred erkendelse indenfor ekspertkredse om, at vi endnu er langt fra have forstået alle mysterier omkring den menneskelige hjerne og derfor ikke indenfor en overskuelig fremtid vil kunne udvikle algoritmer, der kan erstatte os. Det vil derfor være essentielt at forstå, hvordan vi kan skabe systemer der optimalt drager nytte af begge parters styrker. Jeg tror det vil skabe en revolution i forskningsfilosofien, fordi der naturligt vil komme langt mere fokus på den legende og udforskende forskning, når den analytiske undersøgelse i højere og højere grad vil blive suppleret af maskin-undersøgelser.

Jeg synes vi skal være varsomme med for meget heltedyrkelse. Der er en voksende tendens til snak om elitepleje og pick-the-winners funding strategier. I mit tværvidenskabelige arbejde kommer jeg i kontakt med så mange forskellige forskere og det er fascinerende, hvordan de fra hvert deres perspektiv bidrager helt essentielt til at forøge vores viden. De problemer vi i verden står overfor er i stigende grad komplekse og kræver en kollektiv forskningsindsats. Vi skal derfor hylde og nære forskelligheden og mangfoldigheden i forskningsmæssige tilgangsvinkler.

Det er en udbredt misforståelse af at forskning handler om at forskere som Albert Einstein eller Niels Bohr tænker hårdt over noget og så pludselig får en genial ide, der med ét ændrer hele den videnskabelige tænkemåde indenfor feltet. Tværtimod, 99.9% af al forskning handler om hårdt dagligt arbejde, hvor vi forskere sætter os ind i hvad andre her erkendt, tilføjer vores lille bidrag til det og derefter publicerer det, så andre forskere kan bygge ovenpå det igen. Det lyder måske mindre episk end fortællingen om den ensomme geniale forsker, men det er faktisk en utroligt stimulerende oplevelse at være del af og bidrage til dette globale fællesskab. Derfor er mit råd: vær meget ambitiøs med din forskning og hav som mål at ændre verden, men tro ikke at din succes kommer fra én bestemt genial indsigt. Den kommer gennem års systematisk og benhårdt arbejde.