Albert Gjedde

Under 1. del af studiet byggede man Panum-instituttet, og da ingen vidste, hvem Panum var, udskrev fakultetet en såkaldt guldmedalje-opgave om en beskrivelse af hans forskning. Den kastede jeg mig over, og det viste sig, at han var Danmarks første eksperimentelle fysiolog, som KU i 1867 byggede et helt institut til inde i gården bag Medicinsk-historisk museum i Bredgade (det første ”Panum-institut”). Jeg blev derefter grebet af professor Christian Crones fysiologiske forelæsninger på Københavns Universitet og fik lov til at udføre mine egne forsøg på hans laboratorium allerede under 2. del af studiet.

Dengang var der kun doktorgrad, og den fik jeg i 1983 for en række arbejder om hjernens optagelse af druesukker, som normalt er det eneste næringsstof for hjernen. Det var også i sin tid emnet for Christian Crones doktorgrad.

At få fornuftige resultater ved at udforske hjernens arbejde og funktioner hos raske og syge mennesker som alternativ til dyreforsøg. Resultaterne kan variere så meget, at de er svære at sammenligne og udlede såkaldt signifikante forskelle af. Det siges, at Einstein valgte fysikken, fordi spredningerne ved den biologisk-medicinske forskning er så store, at resultaterne ifølge ham er ubrugelige.

Faktisk mener jeg, at god formidling bedst praktiseres af de bedste forskere.

Overhovedet ikke: Tænk på Holger Bech Nielsen.

Nok ikke en forpligtelse, men det er spændende, når de kan og vil.

Jeg har en ph.d.-studerende, som udforsker bivirkningerne og deres årsager ved behandlingen af patienter med Parkinsons sygdom, og det er muligt, at han finder en måde at undgå bivirkningerne på. Jeg har en anden ph.d.-studerende, som udforsker overgangen fra varig bevidstløs tilstand til større eller mindre bevidsthed hos patienter, som forsøges rehabiliteret efter alvorlige hjernetraumer og hjerneskader. Det kan få afgørende betydning for den rehabiliteringsindsats, som tilbydes.

Der er efter min mening to store udfordringer: Den første udfordring er den topstyring af forskningen, som den såkaldt ”strategiske” forskningspolitik lægger op til. Her er filosofien, at forskningen skal styres hen mod pengene og ikke pengene hen mod forskningen. Forskningens resultater kommer derved til at afhænge af forskningspolitikernes evne til at spå om effekten af fremtidige forskningsresultater, og det har aldrig tidligere i verdenshistorien ført til de forudsete fremskridt (”Back to the Future”!). Her er EU’s Horizon2020 en særlig stor fare for den frie forskning, men desværre er modstanden alligevel meget beskeden, fordi forskerne og deres ledere ikke tør andet end at gå efter de bevillinger, som politikerne nu stiller i udsigt. Der er en stor risiko for ringe forskning i forhold til den økonomiske indsats. Den anden udfordring er kravet om tværdisciplinaritet, som udgør en stor fare for reduktion af forskningens kvalitet, når fattige og resultatfrustrerede forskere lokkes over i andre og tit helt væsensforskellige discipliner, hvor deres resultater kan synes af mere, end der er fuldt belæg for, på grund af disciplinernes usammenlignelighed.

På det medicinsk-biologiske område venter jeg mig meget af epigenetikken, som sådan set er resten, når man bortser fra genetikken og genomerne, som ikke har givet det afkast, som alle påstod det ville give (et andet eksempel på topstyring). Det er især proteinernes rolle i organismen, som bliver afgørende for fremtidens behandlingsmuligheder, bl.a. i psykiatrien.

Det er meget svært at sige, for det afhænger af disciplin og forskningsfelt, men de aktuelle Nobelpristagere repræsenteret af Lefkowitz og Kobilka er sværvægtere på proteinkemiens område, som er fokus for den aktuelle epigenetik.

Jeg anbefaler forskningsstuderende at gå imod tidens krav om tværdisciplinaritet og i stedet søge så meget ned i emnets detaljer som overhovedet muligt, for kun da er der grobund for de tilfældige men afgørende fund og opdagelser, som forskningens fremskridt hviler på. Man skal i sine hypoteser selvfølgelig være inspireret af det himmelske lys, som er Københavns Universitets motto (”Coelestem adspicit lucem”), men ved valget af sine metoder og forsøg bør man følge Aarhus Universitets motto om at søge den faste grund i dybet (”Solidum petit in profundis”).